Hos Dueholm Rideklub ønsker vi at skabe et trygt, udviklende og positivt miljø, for både heste og mennesker. Vores værdier danner grundlaget for den måde, vi driver klubben på, og hvordan vi omgås hinanden og vores heste.
1. Dyrevelfærd “ Hesten først”
Vi sætter hestens trivsel og velfærd i centrum for alt, hvad vi går. Det betyder, at vi:
o Sørger for, at hestene behandles med omsorg og respekt.
o Altid tager hensyn til hestens fysiske og mentale behov.
o Bruger træningsmetoder baseret på forståelse, tålmodighed og positive oplevelser.
o Sikrer, at staldforhold, fodring og pasning lever op til høje standarder for dyrevelfærd.
2. Fællesskab ”En klub for alle”
Vi tror på, at ridning og samvær omkring heste skal være for alle, uanset alder, niveau og ambitioner. Derfor skaber vi et fællesskab, hvor:
o Alle medlemmer føler sig velkomne og værdsatte.
o Vi hjælper og støtter hinanden, både i stalden og på banen.
o Der er plads til både hyggeryttere og konkurrenceryttere, og alle respekteres for deres mål.
o Samarbejde og godt kammeratskab vægtes højst
3. Respekt “ For heste, mennesker og omgivelser”
Vi behandler vores heste, hinanden og vores falles faciliteter med respekt. Det indebærer, at vi:
o Altid opfører os hensynsfuldt og taler ordentligt til og om hinanden.
o Respekterer de regler, der er sat for klubbens daglige drift og sikkerhed.
o Udviser god horsemanship og er rollemodeller for hinanden.
o Tager ansvar for vores omgivelser og hjælper med at holde klubben pæn og funktionel.
4. Udvikling “ Læring og personlig vækst”
Ridning er en sport, hvor man aldrig stopper med at lære. Vi ønsker, at alle medlemmer får mulighed for at udvikle sig, uanset om målet er at forbedre sin rideteknik, styrke sit bånd til hesten eller vokse personligt. Derfor:
o Støtter vi ryttere i deres individuelle udvikling og ambitioner.
o Tilbyder vi undervisning og aktiviteter, der giver både faglige og sociale kompetencer.
o Fremmer vi en kultur, hvor det er okay at fejle, for fejl er en del af læring.
o Opmuntrer vi til engagement og ansvar i klubben.
5. Sikkerhed “ Tryghed for alle”
Sikkerhed er afgørende for både ryttere og heste. Vi arbejder for en klub, hvor alle kan føle sig trygge ved at færdes og ride, ved at:
o Overholde sikkerhedsregler i stalden, på banen og ved omgang med hestene.
o Opfordre til brug af korrekt sikkerhedsudstyr, såsom ridehjelm og sikkerhedsvest.
o Sørge for, at hestene håndteres og rides forsvarligt.
o Sikre, at alle både nye og erfarne medlemmer/ ryttere kender og forstår klubbens sikkerhedsprocedurer.
Udarbejdet af Bestyrelsen for Dueholm Rideklub, 1.3.2025